“Massage hos Susanne er mere end massage. Efter en behandling hos Susanne føles kroppen som om den er blevet lettet for en tung sæk man har båret rundt på – hvad end der så har været i sækken. Smerter og spændinger er væk.
Massagen føles let og er voldsomt behagelig på den afslappende måde – givet med nænsomme fine hænder. Men tag ikke fejl, effekten er helt exceptionel. Det nærmeste jeg er kommet på at forklare hvorfor det virker så godt, er at Susannes hænder og min krop simpelthen taler sammen og får tingene til at ske, fordi kroppen får tillid til Susannes hænder og slapper af på så fuldstændig en måde at jeg ikke kan sammenligne det med noget andet. Deraf sikkert navnet Intuitiv Massage.
Tilstanden af afslapning begynder at indtræde allerede når jeg kommer indenfor døren, har smidt skoene i entreen og hundene har fået en kiks. Susannes væsen inviterer til at lægge det bag sig som spænder (hvad det så end er), og efter den stille indledende snak i stolene, finder den bløde musik blidt vej gennem højttalerne til mine øre som nu sammen med resten af kroppen ligger på briksen, og rejsen ind i mig selv begynder. Det kan være rørende og smukt og det kan være en smule foruroligende. Sådan som det nu er at møde sig selv når der bliver lidt mere stille indeni – på godt og ondt og forskelligt hver gang afhængigt af dagsformen.
Jeg ser hver gang frem til behandlingen hos Susanne med forventning og en smule nervøsitet, nærmest som om jeg skulle på en blind-date. Selvom det er med mig selv. Det er rigtig godt!”